Odensebogen 2023

Billeder

Nyd mange af de gode billeder fra Odensebogen 2023. Du kan læse om flere af de gode historier i Odensebogen under billedgalleriet. Som abonnent kan du få tidligere årgange til samme tilbudspris på 150 kr.

Læs historien om Jørgen Olsen og hans tid i Odense. Han har en stor kærlighed til biler der startede i Odense, hvor faderen arbejdede i bilbranchen. Han voksede op i Bolbro på Stadionvej 22 og fandt en række livsvenner i kvarteret omkring Stadionvej. Jørgen og vennerne tog ud på dyrskuepladsen og sneg sig også ind til OBs kampe i kvarteret. Jørgen var født ind i familie med musik. Forældrene kunne spille instrumenter og der var altid sang i lejligheden når der var gæster. Læs meget mere om Jørgen Olsen i Odensebogen 2023.

“Vi vil ikke have de raketter!!!” lød det utallige gange i Odense i 1980’erne. Det var planen at opstille HAWK raketter i øvelsesterrænet ved Højstrup som en del af Nato partnerskabet og kampen imod Sovjet. Dette medførte store protestmarcher i Odense og modstand i Byrådet. De valgte dog alligevel at stemme for den lokalplan der muliggjorde opstillingen af raketterne, da de ellers kunne straffes med bøder! Læs mere i Odensebogen 2023.

Læs historien om Oliekrisen i Odense og vinteren 1973. Man havde været vant til at brænde en masse tønder olie af for at holde varmen og mange havde 23-24 grader hjemme i stuen. Nu skulle temperaturen sænkes til 21 C og der skulle spares på olien. Der skulle også spares i industrien og Albani købte et damplokomotiv til ølproduktionen, der kunne køre på kul i stedet for olie. Albanis tekniske direktør Poul Bentzen udtalte følgende: “Det ville være bittert om folk skulle tørste hver gang, det passer araberne”.

Odense var den mest cyklende by i 1922, skrev Fyns Tidende. I 1860 kravlede den farvehandler Thomsen som den første odenseaner op på en væltepeter og cyklede ud i byen. Dette vakte stor opsigt. I begyndelsen var cyklen et legetøj for de rige og meget eksklusiv. Byen fik også en cykelskole i 1894. Den var drevet af sergent Søren Nielsen og havde både en herre- og en damecykel! I 1910’erne havde Odense faktisk også den mest vindende verdensmester i cykling nogen sinde, Thorvald Ellegaard. Han vandt VM seks gange og kunne ses på cykelbanen i Fruens Bøge. Læs alt dette og meget mere i Odensebogen 2023.